Bonked

Posted by:

Beskrivelsen af, at være totalt løbet tør for alt. Bonked. Der når der ikke er mere tilbage, og man egentlig bare helst vil ligge ned og gøre ingenting, men det alligevel er lidt for hårdt. Sådan ca. sådan havde jeg det i dag. Det tegnede ellers til en fin træningsdag. Det er ferie. Jeg kunne sove længe, og vejret var dejligt. Så jeg tænkte, at det var da smart at få løbeturen overstået, så jeg havde resten af dagen til alle de andre ting, som jeg gerne vil, når nu jeg har ferie. Tanken var ikke helt gennemtænkt.

Vejret var godt, hvilket vil sige, at det var varmt. Jeg fik ikke spist nok (ved jeg nu!), eller drukket nok. Jeg er ved at tabe mig til Berlin Marathon, så jeg vurderede, at min morgenmad var nok. Absolut en forkert vurdering. Efter ca. 3 kilometer kunne jeg godt mærke, at det ville blive en lang 12 kilometers tur. Så jeg stoppede ved et kirsebærtræ, og tog mig en masse kirsebær. Det skulle nok hjælpe. Og det gjorde det også i lidt tid. Jeg skulle nok have taget en tur i skoven, men jeg ville prøve lidt variation, så jeg var i solen det meste af tiden indtil 8 kilometer. På det her tidspunkt vidste jeg godt, at der var lang vej hjem – på enhver tænkelig måde. Jeg kunne vende om – tilbage i solen, eller jeg kunne prøve de næste par kilometer i skoven på min oprindeligt planlagte rute. Jeg fortsatte. Et par korte pauser undervejs, og så var der kun 1.5 kilometer til mit mål på 12. Jeg bude nok bare have stoppet, og gået. Men jeg fortsatte til de 12. Og så var jeg færdig. Jeg var helt klar til at gå ind i det nærmeste supermarked, og købe 2 store pakker bær, bananer og hvad der ellers skulle til. Og dér – 200 meter efter jeg stoppede, var der 4 store kirsebærtræer med de mest lækre kirsebær jeg længe har smagt. Tid til at tanke op. Jeg ved ikke hvor længe jeg blev der. 10 minutter mindst.

Lidt genopladet kom jeg videre, og fik en god gåtur hjem. Vægten sagde 1.5 kilo mindre end morgenvægten. Så der var helt klart noget galt. I stedet for at resten af dagen blev brugt på de planlagte ting blev det til drikke, drikke mere, og mere endnu, lidt mad, sove, se film. Jeg kom ovenpå igen, men det tog for lang tid. Jeg håber, at jeg har lært lektien!

Kommentarer

kommentarer

0

About the Author:

Foretrækker at prøve den simple tilgang til løb. Ingen sko, eller bare nogle med de mindste såler. Simpel mad. Geeker så til gengæld ud på udstyr. Har pulsbælte, bruger Endomondo, og kan bruge for meget tid på at vurdere, om mine træningsløb holdt de planlagte pulszoner. Forfods/helfodsløb. Z2 træning - langt og langsomt. Spiser planter og store mængder kulhydrater.
  Relaterede indlæg

Add a Comment